Jetlag i Amsterdam

For ti timer siden forlod vi Portland. Da var klokken 13.30. Nu er den 9 om morgenen i Amsterdam og vi er lidt flade. Har ikke sovet, men til gengæld set alt for mange dårlige film på små skærme og med elendig lyd alt sammen skyllet ned med øl og vin. Opskriften en selvforskyldt hovedpine. Men nu er der lidt ventetid inden flyet til Danmark, så I får lige slutningen af eventyret med.

Søndag var vores sidste dag i Portland. Det fejrede vi fra morgenstunden med at sidde og skrive vores mange indtryk og ideer sammen. Ud fra en forventning om, at vi nok får travlt med alt muligt andet, når vi kommer hjem.

Søndag eftermiddag tog vi på et par timers guidet turisttur i Portland. Og her oplevede vi, at Portland er andet end håndtering af regnvand, og at LAR ikke er noget, almindelige mennesker går ret meget op i – underligt, når det nu er så spændende!

Vi har gjort vores - og nu vil vi arbejde for at overføre det til Danmark.

Søren glæder mig til at komme hjem og cykle igen. Her har han lånt en cykel af en af de lokale - en stor fyr!

Så for lige at runde turen af med noget sjovt, tog vi ud og så et projekt, der hedder Tabor to the river, hvor man arbejder på at afskære vejvandet fra et helt kloakopland.

En Curb-extension fra Tabor to the river projektet. Bemærk jernringen forest i billedet. Det er en fortidsmindebeskyttet ring til parkering af heste. Den sad i den oprindelige kantsten, og er nu rykket med over i den nye.

Og for feinschmeckere en Curb-extension til indpasning i skrånende terræn!

Summa summarum synes vi, at vi har fået noget ud af det. Masser af konkret og ny viden, vi kan bruge i vores projekter, en hel stak ideer til nye projekter. Og ikke mindst nogle gode kontakter, vi håber at bruge til at hente ekspertise til Danmark eller hive kunder med til Portland. Og så har vi i øvrigt haft en rigtig hyggelig tur. Derfor skal der endnu en gang lyde tak til Hedeselskabet for rejselegatet! I hører helt sikkert fra os igen.

Håber, at I har kunnet bruge bloggen til noget. De, der er interesserede vil meget snart kunne få adgang til alt vores materiale på intranettet. Mere om det, når vi når dertil.

En væsentlig del af vores succes beror på, at vi tilsammen har så mange kompetencer - sand tværfaglighed!

Og så selvfølgelig på vores evigt vågne fotograf.

Hilsner fra Seattle

Fredag blev brugt godt og effektivt i Seattle. Ligesom Portland arbejder de med LID (Low Impact Development) for regnvand for at reducere overløb af spildevand til de lokale floder. Og det sjove er, at den drivende faktor for hele arbejdet er at beskytte laksenes gydeområder.

 

 

The Seastreets i Seattle (2. generation) til højre. Til venstre ses hvordan vejene i området i øvrigt ser ud (jævnt kedelige).

Fra morgenstunden tog vi ud og kiggede på forskellige former for lokal nedsivning af vejvand og vand fra parkeringspladser. Blandt andet så vi forskellige løsninger indpasset i et boligområde, der lå som et større samlet opland, der skrånende kraftigt ned mod en lille flod. Det er nok det mest gennemførte projekt, vi har set. Bl.a. fordi de mere konsekvent tænker løsningerne ind i som en del af det samlede afløbssystem, hvor Portland har en tendens til bare at lave lidt løsninger rundt omkring. Seattle er også nået længere, når det gælder indarbejdelse af LID i den samlede plan for udbygning af kloaksystemet, og de har også lavet nogle ret overbevisende sammenligninger af omkostningerne ved forskellige løsninger i forhold til hinanden.

 

Tilbageholdelse og infiltration af vejvand på stejle veje - bemærk opstuvningsvæggene.

Over frokost havde vi et møde med et lokalt rådgiverfirma, som var super engagerede og interessante. Deres profil lignede Orbicons rigtig meget, og fagsnakken gik lystigt. Dem skal vi helt sikkert holde kontakt med, og det kunne også være spændende at hive dem over og fortælle om deres erfaringer fra Seattle.

Drengene på verdens tag – på besøg hos nogle amerikanske kolleger. Bemærk The Needle i baggrunden. 

Oven på det besøg kørte vi ud til en mall, der bedst kan beskrives som Fields gange fem. Her dyrkede vi ”autocurbologi”. Det vil sige, at vi kørte rundt på deres parkeringsplads og studerede og fotograferede kantstene (curbs) uden at stige ud af bilen. Det var spændende at se så stor en parkeringsplads, hvor alt regnvand nedsives lokalt.

 

Al regnvand fra den meget store parkeringsplads håndteres i regnbede.

Alt i alt har vi vel taget noget, der ligner tusind feriebilleder, som vi planlægger at vise til jer når vi kommer hjem. Glæd jer f.eks. til et par spændende timer med ”The ultimate downspout disconnection collection”

 

 

 

Blot et lille udpluk fra the ultimate downspout disconnection collection

Som sædvanlig løb tiden fra os, så det var sent, da vi gik ud for at få noget at spise. Det endte med en koreansk restaurant, der var ganske tom, da vi kom, men i løbet af måltidet blev fyldt op med unge feststemte koreanere. Peter og Thomas bestilte sushi, men efter et kvarter kom tjeneren og beklagede, at de desværre ikke havde ris. Gunnar forsøgte at bestille noget koreansk kylling men blev høfligt afvist med et ”You don’t want to eat that”. Toiletterne bød også på en overraskelse. Det viste sig nemlig, at væggene, ud til toilettet bestod af tonede envejs-spejle, som man kunne se igennem (ude fra toilettet). Urinalerne var så monteret på denne væg, så man stod og tissede med font mod de mennesker, der sad ved bordet lige på den anden side af spejlet. En underlig og ganske grænseoverskridende ide!

Efter middagen tørnede professoren og jeg ind, mens de unge drenge tog en tur ud at se på byen. Så i skrivende stund hvor vi er på vej mod Mt. St. Helen, sidder de og småsover og sukker efter cola.

 

Dr. Duus udnytter en pause i dagens skrappe program.

Så blev det aften igen, og vi er nået til Portland, hvor vi skal smide Gunnar til lufthavnen i morgen tidlig.

Dagen startede med besigtigelse af 32. Avenue SW i Seattle hvor vejvand håndteres ved permeabel belægninger og swales. Det virkede noget overdimensioneret i hydraulisk forstand men gjorde et godt indtryk. Belægningen på vej og fortov var en permeabel beton.

 

 

Vejbelægning og fortov i permeabel asfalt kombineret med regnbede. 

Vulkanen Mt. St. Helen var en oplevelse af de store. Super flot område, super dramatisk historie og super god formidling. I korte træk går historien ud på at bjerget begyndte at røre på sig i marts 1980, og at geologerne evakuerede området og trak sig tilbage til det, de troede var sikker afstand i april. En dag i maj skred toppen og hele den ene side pludselig ned af bjerget med det resultat at der stod en eksplosion af varm gas og lava ud af bjergsiden. Og så blev alt blæst væk i en afstand af fem miles og lagt ned og brændt af i en afstand af 35 miles – og herefter kom jordskreddet, dernæst mudderlavinen, den pyroklastiske lavine og endelig asken. Havde det være en katastrofefilm, ville man have tænkt, at nu var det nok allerede efter jordskreddet. Her var der stof til en helaftensfilm. Heldigvis var området ret tyndt befolket, så der var ”kun” 56 døde – herunder nogle, der ofrede sig for at få taget nogle gode billeder og film. Se f.eks denne:

http://www.youtube.com/watch?v=bgRnVhbfIKQ

 

The Low Impact Design-team med Mount St. Helens i baggrunden

I det perspektiv var vores besøg tæt på uendelig fredeligt. Det eneste egentlige drama opstod, da professor Jensen var ved at træde på en fredet giftslange. Det tog den nu roligt (roligere end professoren) selvom den måtte stille til fotosession da vi havde reddet os ud på sikker afstand.

 

Professorens ven, slangen.

Det er nu sent lørdag aften og hele teamet sover pånær Dr. Duus, som i dag jo fik en lur undervejs.

I morgen søndag vil blive brugt til at samle information op og skrive mere endnu om vores tur til os selv og til Jer.

Information båret af humor virker!

On the road again!

Torsdag er sidste dag i Portland. Jeg (Søren) fik skrevet nogle ting færdig, mens drengene startede dagen med et morgenmøde på kommunen, hvor de herrer Tim og Tom havde sat tid af til en rigtig ingeniørsnak om byens afløbssystem. Trygt og dejligt efter de sidste par møder med et par medarbejdere, der konsekvent sagde ”they” og ”their” om ingeniørerne og deres arbejde. Ved snakken kom vi lidt tættere på Portlands vandbalance, deres indsats for at reducere overløbene til floden og den økonomi , der er forbundet med den. Et interessant tal er f.eks., at projektet med afskæring af tagnedløb har koster byen en engangsinvestering på i størrelsesorden 10 kr. til at afskære en kubikmeter regnvand pr. år.
  
Vores afgang fra hotellet blev et billede på vores forskellighed. Thomas har bare en ganske lille taske med, men havde til gengæld spredt sit tøj jævnt over et stort areal, mens Peter i god ro og orden kunne tage sit tøj ud af skabet. Inde hos Gunnar og mig foregik det på den måde, at Gunnar i flere omgange kravlede rundt og ledte efter sine sko inde under sengene, mens jeg selv var så heldig bare at kunne hanke op i min taske, der er stor nok til, at tøjet ender i den af sig selv, når man smider det fra sig.

Når Gunnar er så forbløffende adræt skyldes det, at han hele tiden kravler rundt og leder efter sine ting inde under sengene. Faktisk brugte  han noget, der ligner en times tid, på at finde sine sko inde på værelset. Her leder han dog oppe under håndvasken.

Efter frokost tog vi en tur på OMSI, Oregon Museum for Science and Industri. Her tilbragte vi tre begejstrede timer med leg og teknik kun omgivet af børn og bedsteforældre – it’s good to be an engineer. Museet havde en særudstilling om Einstein, en sand videnskabsmand, der bl.a. har udtalt, at han ikke bruger strømper, da der bare går hul i dem. Det, og så relativitetsteorien – den mand var sgu et geni.

Søren på vej ind i OMSI – Oregon Museum for Science and Industri.

 Dr. Duus giver den som space-cowboy

Og sætter hår ligesom Einstein. Sådan en van der Graff er supersjov – det lykkedes mig at trække en 10 cm lang gnist ud af Thomas’ mund (han peb noget)!

 Uden for OMSI ligger nogle af byens ældste regnhaver. Tjek lige parkeringspladsen, hvor vandet løber af til nedsivning. Super simpel og effektiv måde at reducere belastningen af kloakken. Sådan en vil jeg bare lave, når jeg kommer hjem. Tønk hvad en gang træer kunne gøre ved parkeringspladserne rundt omkring. Det er sgu da flere fluer med et smæk!

Sidst på eftermiddagen kastede vi os i bilen for at køre op til Seattle. Thomas og Peter tog forsædet. Thomas som driver og Peter i rollen som den ansvarlige navigatør (”Ja, det er fint – så skal du bare følge vejen de næste 150 miles”). Mens de unge hyggede sig foran holdt professor Jensen og jeg miljøfanen højt ved at gøre nogle medbragte flasker klar til genbrug.

Professor Jensen og deres udsendte gør flasker klar til genbrug.

Unge Aabling, der er en erfaren turist i Seattle (det er hans fjerde gang), har fundet os et sted at sove.. Det var noget af en udfordring, da der er en stor konference i byen. Som jeg har forstået ham, skal vi bruge de næste nætter i køjesenge på et hostel. Men det er i nærheden af centrum og til at betale, så mon ikke det går. I kommer i hvert fald til at høre mere i morgen, når vi har snakket med et par lokale ingeniører og set nogle regnvandsløsninger.

Service til ældre læsere

Læs nu bloggen med sort skrift på hvid baggrund!

Tirsdag og Onsdag : Møde med myndigheder og rådgivere i Portland

Tirsdag mødtes vi med myndighederne i Portland – Environmental Services.  

På privat grund er der i hele byen afkoblet ca. 58.000 nedløbsrør via ”The Downspout disconnection Program” svarende til en årlig regnvandsmængde på 4,2 mio m³, som nu nedsiver i stedet for at belaste kloaksystemet. Programmet kører nu på 20. år og har involveret intensiv borgerinddragelse med undervisning i skoler, gymnasier, workshops, banken på dørene mv. hvilket har resulteret i en stolthed hos borgerne over at bidrage til en renere flod.

Fra nettet : En borger skilter med at være med i programmet. T-shirts blev også uddelt.

Forestil dig danske borgere der går rundt med T-shirts med påskriften ”Jeg har også afkoblet mine nedløbsrør!”!!

Vejvandet i den østlige del af byen håndteres via ”The Underground Injection Control – UIC - Program”, som består af mere end 9.000 nedsivningsbrønde som primært er etableret i vejene. Brøndene ses på illustrationen og har en diameter på 1,2 m og en dybde på 9 m! I den østlige del af byen eksisterer der således ingen regnvandskloak og der er ikke etableret overløb til den separate spildevandsledning. Oregons statslige myndighed ”DEQ” har konkluderet ”Efter mere end 60 års injektion af regnvand i Portland-området er der ingen data fra grundvandet der indikerer påvirkning herfra”.

Her ses en ”sump” – en nedsivningsbrønd på 9 m dybde. Der er over 9.000 af dem i Portland

Efter en hurtig Burrito i parken tog vi med Emily ud og se på projekter hvor regnvand var indtænkt ind i bydelenes arkitektur. Flere elementer spiller sammen i disse bydele såsom ecoroof, curb extensions, planters og swales.

Borgerne tager vel imod ”Planters” – små regnbede som modtager vand fra fortov og vej.

”Curb extention” – inddragelse af en del af vejbanen til et regnbed. Der er lavet rigtig mange af disse i de fælleskloakerede områder for at afkoble vejvand. Brønden i forgrunden modtager regnvand fra den anden side af vejen gennem et rør.

Ét af indløbene til regnbedet flankeret af badgen ”Green streets managing Stormwater” som med Laksen symboliserer programmet ”Clean River”.

Afkoblingen af regnvand i oplandene har betydet at de afskærende ledninger langs floden som pt. er under etablering etableres med ca. 30% mindre kapacitet (6,6 m i diameter i stedet for 8,1 m).

30% svarer til hvad vi i Danmark skal afkoble for at imødekomme klimaændringer!

 

Som supplement til de decentrale regnvandsløsninger ligger en større nedsivningsgrøft som modtager vand fra de omkringliggende huse og leder det til et centralt regnbed.

De nye grønne områder tiltrækker også de firbenede!

Onsdag mødtes vi med nogle af de lokale miljørådgivere som på mange måde minder om miljødelen i Orbicon|Leif Hansen. Vi arbejder med de samme ting men nogle gange på hver sin måde. Det var også et meget inspirerende møde.

Consultants meet across the Atlantic.

Eftermiddagen er gået med at læse og skrive samt at få købt lidt gaver til dem derhjemme. Som Søren sagde ”Min kone skulle høre at jeg foreslår at tage ud i en Mall!” Søren holdt til at være derinde i knap en time!

Endelig i gang!

Så blev det mandag, og ”The fab four” drog i samlet flok ud på tur for at se nogle LAR-løsninger. Og der er faktisk masser at se, hvis bare man kommer ud i de rigtige kvarterer. Der blev virkelig nørdet igennem, og da vi nåede frokost, havde vi ikke nået mere end tre steder. Med risiko for at lyde chauvinistisk var det lidt lige som når min kone går i butikker med veninderne. Jeg synes simpelthen, at vi i vores fælles begejstring så og tænkte mere, end man ville have gjort alene.

Blandt de ting vi så var bl.a. resultatet af kommunens ”Downspout disconnection program”, der lyder finere end det er – det går i al sin enkelthed ud på, at få folk til at vende deres tagnedløb ud i haven, så tagvandet ikke løber i kloakken.

Så let kan det gøres - nedløbsrøret vendes ud på græsset. Kommunen har udgivet en vejledning i at udføre ombygningen selv - sådan lidt a la Ikea.

Kommunen blænder regnvandsbrønden af og plomberer den, når nedløbsrøret er afkoblet. Men så vanker der også skattenedsættelser - et engangsbeløb på et par tusind kroner plus 7,63 $ pr. måned for et enfamiliehus.

Et andet spændende projekt så vi på Mout Tabor School, hvor Roger Groom, en begejstret science teacher, fandt en time til at vise os rundt på de regnbede, kommunen havde etableret for at afskære vand fra tagflader, parkeringspladser og skolegårde. Projektet, der havde fem år på bagen, var egentlig ret banalt (det er LAR jo). Men de var enormt glade for det, fordi man bl.a. havde lagt et regnbed med træer langs skolens sydfacade, hvor der før havde været parkeringsplads. Resultatet var – ud over alt det tagvand, der blev nedsivet – at de ikke længere havde problemer med overhedning i de sydvendte klasseværelser.

Regnbedet på Mt. Tabor School. Bedet opsamler og nedsiver tagvand fra en meget stor del af skolen. 

Efter frokost var vi lidt mere afdæmpede, hvilket nok skyldtes, at vi nærmede os det, som vores kroppe betragter som sengetid. Jetlagget er vi ikke kommet fuldstændig over – disse ord skrives f.eks. kl. 04.30 lokal tid efter at min roommate Gunnar og jeg begge opgav at sove længere.

Eftermiddagen bød dog alligevel på nogle sjove installationer, hvor vejvand blev nedsivet gennem forskellige typer af permeable belægninger eller blev ledt ind i forskellige konstruktioner af regnbede, hvor det blev magasineret til det sivede ned.

Her er et regnbed til forsinkelse og nedsivning af vejvand. Bedet etableres ved at skære ud i den eksisterende vej og sætte en dyb kantsten. Bag kantstenen skiftes graves jorden ud til et par meters dybde. Herefter opbygges en faskine af store sten og der afsluttes med lag af mindre sten og et lag jord, planterne kan gro i. Vandet kan desuden stuve op til en højde på ca. 30 cm oven på jorden.

Vi tog ind til centrum og holdt fyraften ved halv seks tiden og slog os ned på en hyggelig bar i forbindelse med et af byens mange mikrobryggerier. Her blev dagens oplevelser diskuteret (og skyllet ned) med en sådan begejstring, at Thomas, der som yngstemand var udpeget som chauffør, fik skaffet nummeret på et taxiselskab, der tilbyder at køre både folk og deres bil hjem. Men efter en tur rundt i byen og noget mad gik af ballonen. Så vi sluttede aftenen med at bruge en times tid i et antikvariat – verdens største fordelt på fire store etager – og kørte derefter hjem og tørnede ind ved halv ellevetiden.

The Fab Four holder en velfortjent fyraften.  

Midt i vores program prøver vi at indpasse lidt kontakt med familien derhjemme. Peter – eller snarere Peters kone – imponerede os alle med et opkald kl. halv seks dansk tid, hvor hun allerede sad på færgen. Og lige før vi gik i seng sang vi fødselsdagssang for Gunnars kone over skype (han siger, at hun ligner en på 35). Selv planlægger jeg at nå en snak med familien, når de kommer hjem fra skole og arbejde. Jeg skal lige høre lidt om baggrunden for en mail, der blev indledt med ordene ” Rune og jeg tilbragte en stor del af dagen i går på skadestuen…”. Så er det godt at vide, at man har solide børn og en sej kone.

Dagen i dag byder på besøg med et par ingeniører på kommunen og en guidet eftermiddagstur ud at se nogle nyetablerede caseområder, men det må I høre mere om i morgen.

weekend i Oregon

Lørdag blev brugt på at orientere os i Portland og finde nogle af de steder, vi skal ud at studere nærmere i løbet af ugen. Og man skal faktisk kigge efter de lokale regnvandsløsninger, for langt det meste af byen er stadig helt traditionelt kloakeret. Men så meget større var begejstringen da også, når vi endelig rendte ind i nogle af de løsninger, vi kiggede efter.

Byen gør meget ud af at signalere og demonstrere grøn livsstil med detaljerede kort over cykelruter (men ingen rigtige cykelstier langs vejene) og med guidede ture rundt til miljøcertificeret byggeri. Det er dog ikke sådan at man som europæer er vildt benovet over omfanget af de grønne løsninger, men i forhold til det, vi har kendskab til i Malmø Berlin og Amsterdam, virker mange af projekterne ganske veldokumenterede. Men alt det må I læse mere om i løbet af ugen.

Peter tjekker kvaliteten nedenfor et af de lokale vandfald

I dag, søndag, har vi gjort vestkysten fra Pacific City til Manzanita. En utrolig flot tur med et meget skiftende vejr, der skabte dramatiske scenerier langs klippekysten og forvandlede skovvejene til noget, der hører til i Tolkiens univers. Undervejs er det blevet til mange kopper kaffe. Og faktisk meget bedre og stærkere kaffe, end man kunne forvente. Portland regnes ikke for ingenting for at være USA's hovedstad, når det gælder kaffe.  

Regnvand er ikke det eneste problem her i området

Rigtige mænd bader i Stillehavet

Drengene drømmer

Her til aften skal vi hente Gunnar i lufthavnen. Han kommer syd fra, hvor han har været nede at studere produktionen af permeable fliser. Noget, han markedsfører i Danmark. Og hvis det ellers lykkes at tøjle vores jetlag, skal vi bruge et par timer på at lægge planer for ugen og drikke lidt af det lokale bryg. Og her bliver der ikke tale om kaffe, men et udvalg af produkterne fra de mange mikrobryggerier, der findes i byen.

I hører mere i morgen.

Så kom vi afsted

Så nåede vi sgu frem. Tog hjemmefra kl. 4 - AM, som de siger herovre – og nåede frem kl. 11 (lokal tid). Det der med at komme ind i USA tager lidt tid, men efter et par timer var vi da igennem, og det var også lykkedes at få vores bil.

Thomas og Peter med vores Buick

Vores (dvs. min, de andre var begejstrede) værste oplevelse var, da en af tolderne i lufthavnen mente, at jeg (Søren) var far til Peter og Thomas. Godt nok så jeg måske brugt ud efter flyveturen – men alligevel!

Første måltid indtog vi hos Jim Candy – meget lokalt og meget autentisk med avisudklip og gamle billeder på væggene. Og nu ved vi, at hvis man bestiller en chiliburger, får man en burgerbolle overhældt med chili con carne og smeltet ost. Så er det prøvet.

Portland er alletiders, hvis man vil studere regnvand - Her finder Peter og Thomas ly under en statues paraply.

Efter at vi havde fundet noget at bo i, tog vi bussen ind mod centrum. Og stor var begejstringen da vi så de første regnbede langs Sandy Boulevard. Resten af dagen gik med at kigge rundt i byen, og få lidt mad. Vi tog hjem, da der begyndte at komme lidt liv i byen og tumlede om kuld kl. 21. Godt klaret, når man betænker, at det svarer til kl. 6 om morgenen i Danmark og at vi da havde været på farten i 26 timer.

Portland er andet end regn og LAR.

Nu er det lørdag morgen, og vi er helt ovenpå. Vi tager bilen ind til byen og tager en af de LAR-ture, man kan læse om på nettet. I hører mere senere.

Turen Går til Portland - Følg The Fab Four i deres søgen efter den bæredygtige regnvandsløsning

Hej alle sammen

Dette er det første indlæg på bloggen om The Magical Mystery LAR-Tour. En tur, der vil føre til masser af historier og ikke mindst gode eksempler på bæredygtig afvanding, der starter med ”Den gang, vi var i USA…”. ”Vi” er i den sammenhæng The fab four, Søren Gabriel (Orbicon-Roskilde) og Peter Duus (Orbicon-Århus), der har slået følge med et par gamle og nu løst tilknyttede kolleger, tusindkunstneren Thomas Aabling og den legendariske Gunnar P. Jensen.

Før vi for alvor tager hul på bloggen, vil vi rette en tak til Hedeselskabets koncernchef Ove Kloch, der med et rejselegat har gjort turen mulig samt til vore forstående afdelingschefer og vore storsindede koner, der slår halv skade om den tid, vi bruger er væk.

Og så til turen - til USA, til Oregon, til Portland, hvor alt ikke bare er større, men hvor det også regner mere og kraftigere, end i Danmark. Og ikke nok med det. Portland er også byen, der har besluttet at regnvand skal håndteres lokalt og bæredygtigt og på en måde, så kvaliteten af både grundvand og overfladevand er sikret. Hvordan de gør det og hvor godt de slipper fra det. Det er det, vi blandt andet skal studere. Følg med på bloggen, hvor vi vil fortælle om stort og småt fra turen lige fra vi tager af sted fredag d. 17. og til vi kommer hjem tirsdag d. 28. september.

Som en appetitvækker og som en illustration af, at folk i Oregon ikke er bange for at prøve noget nyt eller for at fortælle om deres erfaringer, kan I se nedenstående video. Den har ikke meget med bæredygtig afvanding at gøre, men dukkede op, da Søren sad og kiggede efter hvalsafarier i Oregon – weekenderne skal jo også gå med noget.

http://video.google.com/videoplay?docid=3712178515303087869#

Vi vender tilbage med nye historier, billeder og videoer, når vi er nået frem. Hav det godt i mellemtiden og tøv ikke med at komme med spørgsmål og kommentarer her på bloggen.

Søren og Peter