tirsdag den 21. september 2010

Endelig i gang!

Så blev det mandag, og ”The fab four” drog i samlet flok ud på tur for at se nogle LAR-løsninger. Og der er faktisk masser at se, hvis bare man kommer ud i de rigtige kvarterer. Der blev virkelig nørdet igennem, og da vi nåede frokost, havde vi ikke nået mere end tre steder. Med risiko for at lyde chauvinistisk var det lidt lige som når min kone går i butikker med veninderne. Jeg synes simpelthen, at vi i vores fælles begejstring så og tænkte mere, end man ville have gjort alene.

Blandt de ting vi så var bl.a. resultatet af kommunens ”Downspout disconnection program”, der lyder finere end det er – det går i al sin enkelthed ud på, at få folk til at vende deres tagnedløb ud i haven, så tagvandet ikke løber i kloakken.


Så let kan det gøres - nedløbsrøret vendes ud på græsset. Kommunen har udgivet en vejledning i at udføre ombygningen selv - sådan lidt a la Ikea.

Kommunen blænder regnvandsbrønden af og plomberer den, når nedløbsrøret er afkoblet. Men så vanker der også skattenedsættelser - et engangsbeløb på et par tusind kroner plus 7,63 $ pr. måned for et enfamiliehus.

Et andet spændende projekt så vi på Mout Tabor School, hvor Roger Groom, en begejstret science teacher, fandt en time til at vise os rundt på de regnbede, kommunen havde etableret for at afskære vand fra tagflader, parkeringspladser og skolegårde. Projektet, der havde fem år på bagen, var egentlig ret banalt (det er LAR jo). Men de var enormt glade for det, fordi man bl.a. havde lagt et regnbed med træer langs skolens sydfacade, hvor der før havde været parkeringsplads. Resultatet var – ud over alt det tagvand, der blev nedsivet – at de ikke længere havde problemer med overhedning i de sydvendte klasseværelser.


Regnbedet på Mt. Tabor School. Bedet opsamler og nedsiver tagvand fra en meget stor del af skolen. 
Efter frokost var vi lidt mere afdæmpede, hvilket nok skyldtes, at vi nærmede os det, som vores kroppe betragter som sengetid. Jetlagget er vi ikke kommet fuldstændig over – disse ord skrives f.eks. kl. 04.30 lokal tid efter at min roommate Gunnar og jeg begge opgav at sove længere.
Eftermiddagen bød dog alligevel på nogle sjove installationer, hvor vejvand blev nedsivet gennem forskellige typer af permeable belægninger eller blev ledt ind i forskellige konstruktioner af regnbede, hvor det blev magasineret til det sivede ned.


Her er et regnbed til forsinkelse og nedsivning af vejvand. Bedet etableres ved at skære ud i den eksisterende vej og sætte en dyb kantsten. Bag kantstenen skiftes graves jorden ud til et par meters dybde. Herefter opbygges en faskine af store sten og der afsluttes med lag af mindre sten og et lag jord, planterne kan gro i. Vandet kan desuden stuve op til en højde på ca. 30 cm oven på jorden.

Vi tog ind til centrum og holdt fyraften ved halv seks tiden og slog os ned på en hyggelig bar i forbindelse med et af byens mange mikrobryggerier. Her blev dagens oplevelser diskuteret (og skyllet ned) med en sådan begejstring, at Thomas, der som yngstemand var udpeget som chauffør, fik skaffet nummeret på et taxiselskab, der tilbyder at køre både folk og deres bil hjem. Men efter en tur rundt i byen og noget mad gik af ballonen. Så vi sluttede aftenen med at bruge en times tid i et antikvariat – verdens største fordelt på fire store etager – og kørte derefter hjem og tørnede ind ved halv ellevetiden.


The Fab Four holder en velfortjent fyraften.  
Midt i vores program prøver vi at indpasse lidt kontakt med familien derhjemme. Peter – eller snarere Peters kone – imponerede os alle med et opkald kl. halv seks dansk tid, hvor hun allerede sad på færgen. Og lige før vi gik i seng sang vi fødselsdagssang for Gunnars kone over skype (han siger, at hun ligner en på 35). Selv planlægger jeg at nå en snak med familien, når de kommer hjem fra skole og arbejde. Jeg skal lige høre lidt om baggrunden for en mail, der blev indledt med ordene ” Rune og jeg tilbragte en stor del af dagen i går på skadestuen…”. Så er det godt at vide, at man har solide børn og en sej kone.
Dagen i dag byder på besøg med et par ingeniører på kommunen og en guidet eftermiddagstur ud at se nogle nyetablerede caseområder, men det må I høre mere om i morgen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar