Hilsner fra Seattle

Fredag blev brugt godt og effektivt i Seattle. Ligesom Portland arbejder de med LID (Low Impact Development) for regnvand for at reducere overløb af spildevand til de lokale floder. Og det sjove er, at den drivende faktor for hele arbejdet er at beskytte laksenes gydeområder.

 

 

The Seastreets i Seattle (2. generation) til højre. Til venstre ses hvordan vejene i området i øvrigt ser ud (jævnt kedelige).

Fra morgenstunden tog vi ud og kiggede på forskellige former for lokal nedsivning af vejvand og vand fra parkeringspladser. Blandt andet så vi forskellige løsninger indpasset i et boligområde, der lå som et større samlet opland, der skrånende kraftigt ned mod en lille flod. Det er nok det mest gennemførte projekt, vi har set. Bl.a. fordi de mere konsekvent tænker løsningerne ind i som en del af det samlede afløbssystem, hvor Portland har en tendens til bare at lave lidt løsninger rundt omkring. Seattle er også nået længere, når det gælder indarbejdelse af LID i den samlede plan for udbygning af kloaksystemet, og de har også lavet nogle ret overbevisende sammenligninger af omkostningerne ved forskellige løsninger i forhold til hinanden.

 

Tilbageholdelse og infiltration af vejvand på stejle veje - bemærk opstuvningsvæggene.

Over frokost havde vi et møde med et lokalt rådgiverfirma, som var super engagerede og interessante. Deres profil lignede Orbicons rigtig meget, og fagsnakken gik lystigt. Dem skal vi helt sikkert holde kontakt med, og det kunne også være spændende at hive dem over og fortælle om deres erfaringer fra Seattle.

Drengene på verdens tag – på besøg hos nogle amerikanske kolleger. Bemærk The Needle i baggrunden. 

Oven på det besøg kørte vi ud til en mall, der bedst kan beskrives som Fields gange fem. Her dyrkede vi ”autocurbologi”. Det vil sige, at vi kørte rundt på deres parkeringsplads og studerede og fotograferede kantstene (curbs) uden at stige ud af bilen. Det var spændende at se så stor en parkeringsplads, hvor alt regnvand nedsives lokalt.

 

Al regnvand fra den meget store parkeringsplads håndteres i regnbede.

Alt i alt har vi vel taget noget, der ligner tusind feriebilleder, som vi planlægger at vise til jer når vi kommer hjem. Glæd jer f.eks. til et par spændende timer med ”The ultimate downspout disconnection collection”

 

 

 

Blot et lille udpluk fra the ultimate downspout disconnection collection

Som sædvanlig løb tiden fra os, så det var sent, da vi gik ud for at få noget at spise. Det endte med en koreansk restaurant, der var ganske tom, da vi kom, men i løbet af måltidet blev fyldt op med unge feststemte koreanere. Peter og Thomas bestilte sushi, men efter et kvarter kom tjeneren og beklagede, at de desværre ikke havde ris. Gunnar forsøgte at bestille noget koreansk kylling men blev høfligt afvist med et ”You don’t want to eat that”. Toiletterne bød også på en overraskelse. Det viste sig nemlig, at væggene, ud til toilettet bestod af tonede envejs-spejle, som man kunne se igennem (ude fra toilettet). Urinalerne var så monteret på denne væg, så man stod og tissede med font mod de mennesker, der sad ved bordet lige på den anden side af spejlet. En underlig og ganske grænseoverskridende ide!

Efter middagen tørnede professoren og jeg ind, mens de unge drenge tog en tur ud at se på byen. Så i skrivende stund hvor vi er på vej mod Mt. St. Helen, sidder de og småsover og sukker efter cola.

 

Dr. Duus udnytter en pause i dagens skrappe program.

Så blev det aften igen, og vi er nået til Portland, hvor vi skal smide Gunnar til lufthavnen i morgen tidlig.

Dagen startede med besigtigelse af 32. Avenue SW i Seattle hvor vejvand håndteres ved permeabel belægninger og swales. Det virkede noget overdimensioneret i hydraulisk forstand men gjorde et godt indtryk. Belægningen på vej og fortov var en permeabel beton.

 

 

Vejbelægning og fortov i permeabel asfalt kombineret med regnbede. 

Vulkanen Mt. St. Helen var en oplevelse af de store. Super flot område, super dramatisk historie og super god formidling. I korte træk går historien ud på at bjerget begyndte at røre på sig i marts 1980, og at geologerne evakuerede området og trak sig tilbage til det, de troede var sikker afstand i april. En dag i maj skred toppen og hele den ene side pludselig ned af bjerget med det resultat at der stod en eksplosion af varm gas og lava ud af bjergsiden. Og så blev alt blæst væk i en afstand af fem miles og lagt ned og brændt af i en afstand af 35 miles – og herefter kom jordskreddet, dernæst mudderlavinen, den pyroklastiske lavine og endelig asken. Havde det være en katastrofefilm, ville man have tænkt, at nu var det nok allerede efter jordskreddet. Her var der stof til en helaftensfilm. Heldigvis var området ret tyndt befolket, så der var ”kun” 56 døde – herunder nogle, der ofrede sig for at få taget nogle gode billeder og film. Se f.eks denne:

http://www.youtube.com/watch?v=bgRnVhbfIKQ

 

The Low Impact Design-team med Mount St. Helens i baggrunden

I det perspektiv var vores besøg tæt på uendelig fredeligt. Det eneste egentlige drama opstod, da professor Jensen var ved at træde på en fredet giftslange. Det tog den nu roligt (roligere end professoren) selvom den måtte stille til fotosession da vi havde reddet os ud på sikker afstand.

 

Professorens ven, slangen.

Det er nu sent lørdag aften og hele teamet sover pånær Dr. Duus, som i dag jo fik en lur undervejs.

I morgen søndag vil blive brugt til at samle information op og skrive mere endnu om vores tur til os selv og til Jer.

Information båret af humor virker!